Stilheden på Færøerne
Min historie begynder i 1992, hvor jeg kom til Færøerne med min familie. Jeg havde en to-års kontrakt med et gymnasium på Eysturoy (Østøen), og det har jeg skrevet en bog om, som i år bliver udgivet på Forlaget mellemgaard.
Hvad jeg ikke vidste var, at Færøerne var på vej ind i en frygtelig økonomisk krise, og jeg blev først klar over krisens omfang, da Landsstyret i efteråret 1992 forlængede lærernes efterårsferie med en uge og bagefter trak os i løn for denne ”fri-uge”. For, som de sagde, når man ikke arbejder, kan man heller ikke få løn.
Se et udpluk af første kapitel af min bog “Stilheden på Færøerne”:
1.
”Jeg drikker ikke!” sagde Sólgerð, da jeg prøvede på at invitere hende på en øl. Vi stod ved rælingen på færgen til Tórshavn og kiggede over på Shetlandsøerne, der stille gled forbi.
Jeg havde mødt Sólgerð tidligere på dagen, da vi endnu var i Nordsøen. Sólgerð var en lidt ældre kvinde med en flot tegning af rynker over hele ansigtet og et strålende hvidt hår. Hun var færing, og hun havde fortalt mig alt om Færøerne. Til gengæld havde jeg fortalt hende, at jeg skulle arbejde på Færøerne som gymnasielærer de næste to år. Jeg kunne straks mærke på hende, at hun gerne ville have, at jeg skulle synes godt om Færøerne. Det betød noget for hende. Og senere, da jeg kom til Færøerne og begyndte mit arbejde deroppe, var der mange færinger, der spurgte mig: ”Dámar tær Føroyar?” (kan du lide Færøerne?).
Sólgerð havde fortalt mig, at Færøerne og Island var opstået ved vulkansk aktivitet for mange millioner år siden. Ved hvert nyt vulkanudbrud blev der lagt et nyt lag basalt oven på det gamle, og mellem disse basaltlag lå der et lag aske. ”Det vil du få at se, når vi kommer til Færøerne, hvor der er tydelige striber mellem basaltlagene”, sagde hun.
Min uvidenhed om Færøerne var grænseløs, og det var lidt pinligt i betragtning af, at jeg skulle leve og arbejde på øerne i to år. Jeg havde håbet, at jeg ved at invitere Sólgerð på en øl ville få lidt mere at vide om Færøerne og Nordatlanten, og jeg ville også gerne vide mere om, hvad hun var for et menneske.
I Danmark havde jeg aldrig før hørt nogen sige: ”Jeg drikker ikke”. I hvert fald ikke på en så eftertrykkelig og direkte måde. Det virkede meget ubehageligt på mig, nærmest som et slag i mellemgulvet. Jeg skulle ikke komme her og mistænke Sólgerð for at drikke alkohol ved at invitere hende på en øl, syntes hun at sige. Og indirekte afslørede jeg jo, at jeg selv var en af dem, der ”drak”. Det var, som om hun sagde: ”Hvad er du egentlig for et sølle menneske, der DRIKKER?”.
Men da jeg så hende i ansigtet, kunne jeg se, at det ikke var sagt for at fornærme mig. Sólgerð drak bare ikke alkohol, og så var den ikke længere. Min reaktion var typisk dansk – nærmest bare en refleks, for i Danmark bliver man drillet eller måske ligefrem mobbet, hvis man ikke drikker alkohol. Så er man anderledes, og så skal man kanøfles (som digteren siger), og hvis man ikke lige har lyst til at drikke en øl, bliver man nødt til at pakke det lidt ind og sige noget i retning af: ”Jeg må ikke drikke alkohol for min læge”, eller ”Jeg kan ikke drikke noget lige nu, for jeg skal køre”. Det sidste kunne jo ikke bruges på færgen til Tórshavn, men i Danmark kunne jeg godt finde på at sige sådan noget, og for ligesom at tage brodden af min afvisning tilføjede jeg nogle gange: ”I forvejen kører jeg ikke alt for godt, og det bliver ikke bedre af, at jeg drikker øl”. Det virkede altid fuldstændig overrumplende på folk, for de fleste danskere er overbeviste om, at de er ret gode til at køre bil. Men sandheden er, at jeg skal holde mig langt væk fra alkohol, når jeg kører bil. Sådan har det altid været.
[…………]
Skibet nærmer sig Færøerne henimod midnat (foto Rolf Erbst)
Min bog “Stilheden på Færøerne” er udkommet den 10. februar 2020 på Forlaget mellemgaard.
http://www.rolferbst.dk/stilheden-pa-faeroerne-pressemeddelelse/
Anmeldelser:
http://www.rolferbst.dk/wp-admin/post.php?post=2090&action=edit
Kontakt Rolf D. Erbst: rolf.erbst@gmail.com