Det lyder temmelig egocentreret at udgive en hjemmeside om sig selv, og endnu mere egocentreret at udgive en bog om sit liv. Jeg må da også indrømme, at jeg indimellem nok er lidt for meget optaget af mig selv. Som Willie Nelson i forbindelse med en koncert siger om sig selv og sine 3 kolleger – The Highwaymen, “All of us have egos the size of a bus”.

Helt så slemt er det dog ikke med mig, og jeg er ved Gud heller ingen Willie Nelson, men når jeg kigger tilbage, må jeg nok indrømme, at jeg igennem årene tydeligvis har haft et vist behov for at ytre mig i det offentlige rum.

Det har bl.a. betydet, at jeg ved siden af mit arbejde som gymnasielærer i 1991 begyndte at lave lærebøger. Jeg havde et dejligt samarbejde med nogle pragtfulde kolleger. En sjælden gang, når det hele bare blev for meget for mig, skrev jeg læserbreve.

I slutningen af 2012 udgav jeg historien om min opvækst i Flensborg, som jeg har kaldt Barakkerne (Forlaget Mellemgaard). Bogen har været på vej i årtier, og det var først, da jeg kom på pension for nogle år siden, at jeg fik tid til at afslutte min bog.

For mig er det at skrive langt bedre end alkohol, og hvad man ellers kan finde på at hælde i sig for at forsvinde fra denne verden.

Jeg tror, at hovedformålet med at skrive om min opvækst i “Barakkerne” var at lære mig selv at kende. Hvorfor gik det sådan, som det gik? Hvad var det for egenskaber, der styrede mit liv?

En forhenværende kollega, der har læst min bog, har beskrevet min overlevelses-taktik i min barndom og ungdom som “kamp, flugt og spille død”. I denne rækkefølge. Når kamp er umulig, flygter man, og som sidste udvej spiller man død.

Beskrivelsen er meget præcis. Det var sådan, det var, og det var sådan, jeg overlevede i barakken. Og som min ex-kollega endvidere konstaterer, så var jeg ret god til det. Desværre har jeg nok også ganske ubevidst anvendt denne taktik i mit voksenliv, og her var det ikke specielt brugbart og vel nærmest en belastning.