Færøsk kædedans

Oprettet den

På pressemeddelelsen til min bog “Stilheden på Færøerne” fortæller jeg om en fest hos min ven Jógvan i Klaksvík. Vi linede alle op i en lang kæde, og så gik det løs. I den ene ende af salen havde Jógvan opstillet 2 af sine venner, der udskænkede snaps til de dansende. Hver gang man passerede de to gutter, blev glasset fyldt påny.

Det følgende er taget fra smudsomslaget til min bog “Stilheden på Færøerne”, hvor jeg fortæller om festen hos Jógvan:

Adskillige snapse senere blev vi nærmest hypnotiseret af rytmen. Bum, bum – to skridt til venstre og så – bum – et til højre, og forfra to skridt til venstre igen og et til højre, alt imens vi kunne høre forsangeren med kraftig stemme synge kvadet fra vikingetiden. Det var ikke atomvidenskab og kunne ikke sammenlignes med tango eller andre formfuldendte danse, men det var pragtfuldt og utroligt afslappende. Til sidst glemte vi helt, hvor vi var henne, og da jeg havde passeret snapseflasken adskillige gange, kunne jeg se fordelen ved, at en meget solid færøsk kvinde med kraftfulde overarme havde taget fat i min venstre arm, mens Annemarie holdt godt fast i min højre hånd. Indimellem sendte Annemarie mig bekymrede blikke…