Debatindlæg i Politiken

Oprettet den

Debatindlæg fra Politiken, mandag, den 19. nov. 2012

Er det kun de kendte, der må skrive bøger?
”PÅ FORLAGETS VEGNE  vil jeg gerne sige tak for dit tilsendte manuskript. Det er en meget interessant livshistorie, du kan fortælle, og manuskriptet er velskrevet. Vi er således ikke i tvivl om, at bogen fortjener udgivelse”. Læg mærke til det lille ord ”fortjener”, for mailen, som jeg modtog engang i løbet af sommeren fra et af de største danske forlag havde et MEN, der dukkede op lidt længere nede i den ellers rosende tekst: ”Men vi (satser) på bøger, som kan sælges i store oplag til boghandlere og supermarkeder. Vi vurderer, at det kan blive vanskeligt med dit i øvrigt velfortalte manuskript”. Forlaget oplyste ikke overraskende, at jeg jo desværre ikke i forvejen var kendt i offentligheden, og at det ville blive for dyrt i markedsføring, hvis de skulle lancere mig.

Mit manus handler om mit dansk-tyske liv i en barak i Flensborg, der foregik efter 2. verdenskrig. Jeg levede i en kvindeverden, fordi mændene enten var døde eller i krigsfangenskab. Denne historie havde jeg sendt til fem-seks af Danmarks største forlag. Måske lidt formasteligt for en 66-årig debutant. Men dette var intet mindre end mit hjerteblod. Egentlig regnede jeg heller ikke med at blive modtaget med åbne arme ved første forsøg.

Jeg havde dog det stille håb, at jeg kunne få en eller anden form for kritik fra forlagene, så jeg på den måde kunne blive en bedre forfatter. Jeg har siden fundet et lille fynsk forlag, der godt ville binde an med opgaven og udgive min bog. Selv om jeg ikke har gjort epokegørende ting som at springe ud fra Rundetårn i faldskærm – kun iført trikot og med englevinger på ryggen. Når jeg siden over for venner har omtalt ovennævnte forlags afvisning af mit manus, har reaktionen nogle gange været: ”Jamen, de bliver jo nødt til at se på bundlinjen, og du er jo ikke sådan i særlig grad kendt”.

Og det er jo rigtigt. Jeg har også forståelse for afslaget, og er taknemmelig for redaktørens rosende ord. Hvad jeg derimod finder problematisk er denne tendens, at man efterhånden kun interesserer sig for folk, når de i forvejen er kendte.

Det er menneskers næsten ubærlige forsøg på at leve livet gennem andre mennesker – nemlig ”de kendte”. Det er jo en håbløs strategi, for vi bliver før eller siden konfronteret med os selv, og vi kan ikke kun leve vores liv som blind passager. Måske skyldes det finanskrisen, men denne tendens til at kendisser taler med kendisser, der igen taler med kendisser, er efterhånden utroligt udbredt. Også på fjernsynet, hvor kendis-journalisterne interviewer andre kendis-journalister.

Forleden behandlede DR fænomenet skilsmisser. I håb om at se en udsendelse, der beskæftigede sig med livet derude i det danske land, lukkede jeg op for fjernsyet. Men det viste sig, at fænomenet skilsmisser i Danmark kun kan formidles gennem 2-3 journalisters beretninger om deres egne oplevelser med skilsmisser. De var vant til at lægge ansigtet i de rette (fotogene) folder og sige de rigtige ting med den helt rigtige betoning på det helt rigtige tidspunkt – henvendt til det rigtige kamera. Men blev vi som seere så meget klogere af det? Hvorfor gik man ikke ud i landet og lavede en reportage med ganske almindelige danskere om fænomenet? Er det sådan, at kendissernes problemer med skilsmisse i særlig grad kan gøre os klogere på livet?  Vel næppe.

Absurd nok er det efterhånden kun komikere som Gintberg, der på en fin måde formår at skabe kontakt til almindelige danskere.

MVH

Rolf Erbst

rolferbst@mail.dk