Familien Jensen, som jeg fortæller om her i et uddrag fra bogen, var medlem af alle mulige foreninger og trosretninger. På den måde fik familien tørmælk fra Salt Lake City og tøj fra Nørre Snede. For de var medlem af både mormonbevægelsen og det danske mindretal.
Historien om familien Jensen
Ud over det danske mindretal var familien Jensen medlem af mormonerne, pinsebevægelsen og Den danske Kirke i Sydslesvig. Dertil kom en række foreninger, der godt kunne have modstridende formålsparagraffer.
Alt sammen pga. de penge, madvarer og tøj, som disse organisationer sendte til de trængende i grænselandet. Noget af alt det tøj, som gavmilde mennesker fra Salt Lake City eller Nørre Nebel havde sendt dem, solgte de videre for at kunne købe mad. Derfor manglede der altid tøj i familien.
Forældrene havde en enorm appetit, og de blev tykkere og tykkere, mens børnene alle var ganske tynde. Hr. og fru Jensen var ganske vist medlemmer af alle mulige foreninger og trossamfund, men jeg tror, at de var oprigtigt troende mormoner, og én gang om ugen steg de ud af deres seng og bevægede sig uden for barakkens område for at gå til mormon-gudstjeneste.
Hele denne operation var så overvældende vanskelig for dem, at det måtte være noget, de mente alvorligt. Om sommeren, når vi alle legede udenfor, oplevede vi de to menneskers kirkegang som et af ugens højdepunkter. Det begyndte med parrets nedstigning fra barakkens hovedindgang. Familien Jensen boede i stuen, og der var kun to trappetrin ned til fortovet, men manøvren med at komme ned ad disse to trin var en vanskelig opgave for de to tunge mennesker. Deres kredsløb havde jo ligget brak hele ugen og var slet ikke gearet til denne pludselige udfordring.
Det første, der blev synligt, var hr. Jensens enorme bag. Han bakkede altid forsigtigt ned ad det første trin, hvorpå fru Jensen dukkede op i døren. Hun tog så fat om mandens hænder, og uendelig langsomt og forsigtigt foretog de den endelige nedstigning til gadeniveau. Han baglæns og hun forsigtigt forlæns. Når de nåede ud på fortovet, svajede de lidt og så sig fortumlet omkring. Anstrengelserne gjorde dem altid lidt svimle. Men til sidst fandt de balancen, og med hinanden under armen drog de af sted til gudstjeneste.
Hver søndag det samme. Det var nærmest som at overvære det samme teaterstykke igen og igen. Kunne de klare det i dag uden at falde? Men det lykkedes dem altid at komme af sted, og når først de var nået ud på gaden, satte de farten op og gik raskt til. Det var især slemt for de to, når solen skinnede, for de lå altid for nedrullede gardiner og var slet ikke vant til det skarpe lys, der ramte dem uden for hoveddøren.
Hvad der dog slog mig, var de to menneskers fuldstændige mangel på aggressivitet. De var jo godt klar over, at hele barakken iagttog dem med tilbageholdt åndedræt, når de dukkede op i hovedindgangen om søndagen. Al råben og larm forstummede. Men de smilede bare undskyldende, og måden, de hjalp hinanden på, viste stor ømhed og kærlighed mellem de to.
I barakken havde vi et lidt blandet forhold til de to gamle, for her drejede det sig ikke om fattigdom, men om manglende solidaritet mellem to meget kraftige voksne og deres tynde børn.