Jeg tror, at hovedformålet med at skrive om min opvækst i “Barakkerne” var at lære mig selv at kende. Hvorfor gik det sådan, som det gik? Hvad var det for egenskaber, der styrede mit liv?
En forhenværende kollega, der har læst min bog, har beskrevet min overlevelses-taktik i min barndom og ungdom som “kamp, flugt og spille død”. I denne rækkefølge. Når kamp er umulig, flygter man, og som sidste udvej spiller man død.
Beskrivelsen er meget præcis. Det var sådan, det var, og det var sådan, jeg overlevede i barakken. Og som min ex-kollega endvidere konstaterer, så var jeg ret god til det. Desværre har jeg nok også ganske ubevidst anvendt denne taktik i mit voksenliv, og her var det ikke specielt brugbart og vel nærmest en belastning.
Barakken, jeg voksede op i.
Det var ikke lige den barak, men det var en af 6-7 barakker. Denne her står for at blive nedrevet, og drengene har bl.a. moret sig med at slå vinduer itu. – Klik på billedet for at se det i stor størrelse.